Om musikken

Den ortodokse kirkemusiks udviklingshistorie er interessant. Forløbet er anderledes end i den vesteuropæiske kirke. Den tidligste musik kommer fra Byzants og er enstemmig som den gregorianske sang. Man har optegnelser i Kiev fra omkring år 1000, hvor notationen er neumer*, som på russisk kaldes znamja, hvilket betyder tegn. Denne form for notation fortsatte i mange hundrede år, indtil man sidst i 1600 tallet begyndte at anvende den vestlige form med noder. Musikken forbliver enstemmig, indtil Dyletsky bliver påvirket af vestlig musik under sit studium i Vilnius, hvor han skriver sin Musikalske Grammatik i 1675. Han komponerer selv flerstemmig musik, blandt andet "Opstandelseskanon" og andre værker for dobbeltkor.

Folkesangen i Ukraine har altid været og er stadig meget frodig, og den har altid været flerstemmig, hvorved den blev det verdslige modstykke til den enstemmige kirkemusik. Der findes optegnelser fra det 10. århundrede hos en arabisk skribent, som beskriver folkesangen, i dette tilfælde danse- og drikkeviser og klagesange. Det er oprindeligt hedenske slavesange, som har overlevet og er blevet sunget på landet gennem århundreder. Ud over de nævnte kategorier er der bl.a. vuggesange, bryllupssange og også de såkaldte kalendersange, som man mener, hører til de ældste af de overleverede. Det er sange, som knytter sig til årstiderne og solens gang , og hvori de syngende henvender sig direkte til naturen. Nogle af disse kalendersange hørte til forårsjævndøgn og genoptagelsen af markarbejdet, men efter kristendommens indførelse blev de flyttet til juleugen og tilpasset julens festligheder. Skikken med disse sange er, at man går fra hus til hus og synger, og denne skik er bevaret helt op til vore dage. Da kirkemusikken udviklede sig til flerstemmighed, var der skepsis, dels fandt man det netop verdsligt, og dels fandt man, at det skyldtes en indflydelse fra den romersk-katolske kirke.

En vigtig komponist i den ukrainske musikhistorie er Artemi Vedel, som skriver sine mange korkoncerter, en slags kantater, bygget over bibelord, men a cappella. Det er i det hele taget kendetegnende for den ortodokse musik, at den er a cappella, idet der ikke findes orgler i de ortodokse kirker. Og orkesterledsagelse er utænkeligt. En anden karakteristisk forskel fra den vestlige kirke finder man i liturgien, "Den guddommelige liturgi", som består af mange forskellige bønner, bibelord og/eller salmer fra Davids salmer, litanier med forskellige korsvar og hymner. Hvor man i Vesten skriver messer, skriver man i Østeuropa liturgier. I liturgien kan man blande mange forskellige komponister, således at gudstjenesten består af de faste bønner og hymner, mens musikken er af blandet oprindelse, dvs. den kan være anonyme udsættelser vekslende med navngivne komponister fra skiftende perioder. Således har bl.a. Arkhangelskij, Glinka, Stravinsky og Gretjaninov komponeret enkelte dele af liturgien. Tjaikovsky og Tjesnokov har begge skrevet en hel liturgi, Rachmaninov har skrevet både en liturgi og en vesper, og mange nulevende ukrainske komponister skriver hele liturgier: E. Stankovych, Lecia Dychko og M. Skoryk er blandt de mest kendte.

Mere fyldestgørende oplysning findes bl.a. i Erik Stahl: Den Russiske Musiks Historie og i Kirkemusikleksikon af Peter Ryom.

 

* Af det græske pneuma: vind, åndedræt, accent.
Nodetegn anvendt til notation af den enstemmige sang fra ca. 700 tallet. Neumerne var en videreudvikling af accenttegn i oldgræsk retorik og jødisk synagogesang. Indtil 1000-t. fungerede de hovedsagelig som støtte for hukommelsen med omtrentlig af angivelse af bevægelsesretning og tonehøjde, men med indførelsen af nodelinier i 1000-t øgedes nøjagtigheden. Af hensyn til læseligheden af neumerne på og mellem linierne forandredes de radikalt fra 1200 tallet og en ny notation, kvadratnoder opstod. (Den store danske Encyklopaedi (Gyldendal))